Champions League-kamp spilles i Aarhus

Det bliver Ceres Arena i Aarhus der kommer til at danne ramme om VELUX EHF Champions League-kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og de tidligere vindere af turneringen, SG Flensburg-Handewitt.

Kampen spilles den 2. oktober i arenaen, der har plads til 5.000 tilskuere.

Årsagen er, at Bjerringbro-Silkeborg har oplevet stor interesse for kampen mod den tyske danskerklub, at man flytter kampen for at kunne byde endnu flere tilskuere velkommen til tophåndboldkampen.

Administrerende direktør i Bjerringbro-Silkeborg Jesper Schou siger til klubbens hjemmeside, at vi er kommet i pulje med stribevis af store hold, og interessen for vores kampe er stor.

- Vores kamp mod PSG og Mikkel Hansen har vi flyttet mod vest til Jyske Bank Boxen. Nu flytter vi kampen mod danskerklubben Flensburg-Handewitt mod øst til Ceres Arena i Aarhus, hvor vi også glæder os til at byde velkommen til et af verdens bedste håndboldhold, siger direktøren.

SG Flensburg Handewitt har flere af de bedste danske håndboldspillere på holdkortet, heriblandt Lasse Svan, Anders Eggert og de to tidligere Bjerringbro-Silkeborg-spillere Henrik Toft Hansen og Rasmus Lauge. Den nordtyske klub vandt VELUX EHF Champions League tilbage i år 2014, og Søren Rasmussen og Michael V. Knudsen, der nu spiller i Bjerringbro-Silkeborg, var med til at vinde VELUX EHF Champions League-trofæet til Flensburg-Handewitt.

Kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og SG Flensburg-Handewitt spilles søndag den 2. oktober kl. 16.50. Billetsalget starter lørdag den 10. september, og billetter købes via Bjerringbro-Silkeborgs hjemmeside.

Kampen sendes også på DR1.