Foto: Rigspolitiet

Politiet: Den store vejfest forløb roligt

De seneste dage har budt på mange tusinde gæster i byen, tung trafik, koncerter, motionsløb og royalt besøg. Afviklingen er overordnet gået godt, oplyser politiet.

- Silkeborg har godt nok været på Danmarkskortet med utroligt mange besøgende, men det er gået fint, set fra vores synspunkt, siger John Toft fra det lokale politi.

Overgangen fra motionsløb lørdag til koncert lørdag aften var en af de største udfordringer trafikalt, hvor adskillige tusinde motionister skulle væk fra motorvejen, mens 18.000 skulle til koncert på Cirkuspladsen.

- Det forløb fint og uden de store trafikale problemer. Der var selvfølgelig udfordringer, men ingen store problemer. Koncerten gav heller ikke de store ordensmæssige problemer, siger John Toft.

Ifølge vores oplysninger har politiet ikke optaget nogen voldssager i weekenden, og der har heller ikke været flere sager end sædvanligt af lignende karakter.

Sent fredag aften sigtede politiet en 32-årig mand for hærværk mod en personbil i Skolegade.

Natten til lørdag ved tretiden blev en 21-årig mand anholdt et par timer for at køle af. Han råbte "fucking pansersvin" efter en politipatrulje, og da han fik en bøde for det, hidsede han sig voldsomt op.

Lørdag aften ved 22-tiden modtog politiet et opkald om flaskekast fra en lejlighed ned på Christian 8.s Vej. De rykkede ud og sigtede en 26-årig mand fra Sabro og en 25-årig mand fra Galten for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.