Foto: Region Midtjylland

Morgen: Solouheld nord for Bryrup

Redningsfolk har her til morgen arbejdet på et færdselsuheld, hvor en bilist kørte ud over autoværnet og 25 meter ned ad en skrænt, før han stoppede mod et træ.

Der var tale om et solouheld, hvor bilisten ikke fik drejet i tide i en højrekurve. En mandlig trafikant ringede klokken 6.05 til alarmcentralen og anmeldte uheldet, der skete lige nord for Bryrup på Vellingvej.

Bilens fører, en 42-årig mand fra Vejle, blev bragt med ambulance til hospitalet i Aarhus.

Ifølge politiet blev han kørt af sted med mistanke om en punkteret lunge. Han blev dog vurderet til at være stabil. Politiet har endnu ikke modtaget en opdatering fra hospitalet.

(Artiklen er opdateret kl. 09.09)