Varmeste september-dag i mindst 10 år

Med en aktuel temperatur på 26,8 grader er dagen i dag den varmeste septemberdag i Silkeborg i mindst 10 år ifølge Silkeborg-vejret.dk.

Henrik Jessen driver Silkeborg-vejret.dk, hvor han siden december 2005 har registreret en lang række vejrdata for Silkeborg.

Den 13. september 2006 viste termometeret 26,6 grader, da det var på sit højeste. Den temperatur er altså allerede slået, og den kan stige yderligere i løbet af eftermiddagen.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har ingen officiel vejrstation i Silkeborg. De to nærmeste står i Isenvad syd for Ikast og ved Flyvestation Karup. De viser henholdsvis 27,1 og 29 grader aktuelt.

(Opdatering 14. september: Temperaturen toppede ved 27,1 grader.)