Madskole er en ny fritidsaktivitet for børn

Hen over efteråret kan børn i alderen 10-14 år gå i køkkenet hver mandag og lave smagfuld og farverig mad. Madskolen er en ny fritidsaktivitet, der prøves af i Silkeborg.

Der skal snittes, hakkes, rives, steges, koges og bages, mens børnene bliver udfordret på både kendte og ukendte retter af cater og ernæringsteknolog Christina Kronborg.

Bag Madskolen står Kvickly. Initiativet til skolen kom fra sundhedskonsulent Malene Steiniche Kjær, der syntes, byen manglede den fritidsinteresse.

- Man kan gå til fodbold, guitar og spejder, hvor man har et fællesskab om den samme interesse, og hvor man kan blive bedre til det, man brænder for. Men for de børn, der elsker mad og at lave den, har der ind til nu ikke været den mulighed, og det vil jeg gerne være med til at sætte i gang, siger Malene Steiniche Kjær, der også vil være med i køkkenet.

Foreløbig er 11 børn tilmeldt Madskolen, der begynder på mandag den 19. september og strækker sig over de næste 10 mandage, hver gang fra 16.30 til 19.00 på Th. Langs Skole.

- Børnene skulle gerne gå mætte hjem, afhængig af hvor kræsne de er, siger Malene Steiniche Kjær.

Der er endnu plads til fem børn på holdet, og det koster 500 kroner at deltage. Tilmelding sker i kiosken i Kvickly. Det eneste krav til deltagelse er, at man er klar på at smage på ny mad og har prøvet at være i et køkken før.

Første punkt på menuen
Madskolen er foreløbig kun planlagt til at blive gennemført i efteråret, men afhængig af erfaringerne, kan det blive en permanent ting.

Coop, der står bag Kvickly, har en mission om at skabe den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Coop er med på at afholde en omgang Madskole i foråret også.

- Det er en prøveballon, vi sender op, men visionen er, at vi fortsætter med det. Hvem ved, om vi skal have lavet en forening, som laver madtilbud til børn og unge, siger Malene Kjær.

I modsætning til hjemkundskab i folkeskolerne, så er Madskolen mere dybdegående og teknisk. De tilmeldte børn kommer med en interesse for at lave mad, og så er holdene mindre og mødegangene af længere varighed.

- Vi får mulighed for at udfordre mere på teknik og smagsoplevelser, ligesom vi også laver ting helt fra bunden, siger sundhedskonsulenten.