Som et alternativ til trapperne, har Virklund Sport lavet en klatretrappe, der skal aktivere eleverne. Foto: PR

Virklund Sport aktiverer skolebørn

Landets største leverandør af idrætsudstyr, Virklund Sport, har designet og leveret udstyret til landets første skole, hvor bevægelse er tænkt ind allerede i byggefasen.

Siden folkeskolereformen trådte i kraft i 2014, har alle elever været berettiget til 45 minutters daglig bevægelse og motion i skoletiden.

På den nybyggede Frederiksbjerg Skole i Aarhus har bevægelse været tænkt ind fra begyndelsen for at understøtte en aktiv skoledag. Derfor har skole indrettet 40 bevægelsesstationer.

De 40 bevægelsesstationer blev skitseret af Henning Larsen Arkitekter, men Virklund Sport fik til opgave at gentænke og videreudvikle idrætsstationerne, så de i højere grad lever op til ambitionerne.

- Hvis bevægelsesstationerne skal virke, skal de være sjove at bruge. Vi ønsker, at eleverne helt naturligt kaster sig over dem og har mod på at udfordre sig selv ved at kravle højere op eller finde på nye måder at bruge dem på. Vores erfaring med idrætsudstyr igennem mange år gør, at vi ved hvad der er motorisk gavnligt. Vi er gået praktisk til værks, så en hel klasse kan bruge stationerne ad gangen, forklarer Johannes Madsen, salgschef ved Virklund Sport.

Blandt de leverede stationer er en fire meter bred klatretrappe og et motorikrum af kasser i forskellige størrelser.