Muntjak-hjort

Aqua tager sig nu af dyr på “dødslisten”

Hvis du finder eller fanger et dyr, som ikke hører til i vores natur, så skal du fremover indlevere det til AQUA Akvarium & Dyrepark her i Silkeborg.

AQUA er nemlig blevet udnævnt til at være center for invasive arter – altså dyrearter, der er på EU`s såkaldte “dødsliste”.

Det betyder at AQUA Akvarium & Dyrepark, som en af de eneste dyreparker i landet, nu må modtage, holde og transportere invasive dyrearter. Det er for eksempel de asiatiske Muntjak-hjorte, vaskebjørne, mårhunde og skildpadder.

De invasive dyrearter er på "dødslisten", fordi de kan udrette enorme skader på for eksempel fødekæder og biodiversitet i områder, hvor de ikke naturligt hører hjemme.

Direktør for Ferskvandscentret og AQUA, Knud Bundgaard, siger at dyreparken i forvejen er meget aktive i formidlingen omkring invasive arter, og at tilladelsen fra Naturstyrelsen til at varetage forbudte, invasive arter, bekræfter centerets høje faglighed.

Maiken Langvold, der er akvarie- og dyreparkchef i AQUA Akvarium & Dyrepark, siger at bekæmpelsen af de invasive arter primært kommer til at ske via formidling af information – blandt andet med oplysning til danskerne om, hvordan de kan være med til at forhindre udbredelsen af dem.