Silkeborg Bogtryk findes ikke længere

En af byens ældste virksomheder, Silkeborg Bogtryk, findes ikke længere. Virksomheden hedder fremover kun Skabertrang.

Virksomheden, hvis historie rækker helt tilbage til 1857, har i årevis været kendt under et todelt navn, "Skabertrang | Silkeborg Bogtryk".

Navnet kom, da Skabertrang opstod som et selvstændigt reklamebureau under Silkeborg Bogtrykkeri i 2006. I dag er platformene i højere grad smeltet sammen.

Det er vigtigt for kontaktdirektør Søren Vestergaard at understrege, at navneskiftet ikke har indflydelse på hverken kvaliteten eller det dna, som har kendetegnet virksomheden alle årene.

- Vi har gennem virksomhedens lange historie oparbejdet en solid viden og erfaring og ikke mindst etableret en stor berøringsflade af gode relationer landet over bestående af mindre og mellemstore kunder. Og de kommer ikke til at mærke forskel, siger Søren Vestergaard.

Skabertrang beskæftiger i dag 45 medarbejdere i Silkeborg og Ikast.