Lokal MF’er er klar til folketingsvalg

Socialdemokraternes lokale folketingsmedlem, Thomas Jensen, er klar til folketingsvalg. Et folketingsvalg, der i følge socialdemokraten, kan komme snart.

- Hvis man tager de udtalelser, der er kommet her hen over weekenden fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, så er sandsynligheden steget betragteligt, siger Thomas Jensen til TV Midtvest.

DF og LAs uenighed og seneste udmeldinger har låst den politiske situation i den borgerlige lejr fast. Og Thomas Jensen tør nu ikke vente længere med at bestille sine valgplakater.

- Vi kan høre, der er ballade i blå blok. De kan ikke blive enige. Når det ser sådan ud, så håber jeg selvfølgelig, at Lars Løkke han vil invitere Socialdemokraterne ind, så vi kan være med til at forhandle og eventuelt lave en aftale.

Men sker det ikke, og gør Anders Samuelsen og LA brug af deres trusler, så skal vi nok til folketingsvalg i løbet af efteråret, siger Thomas Jensen til TV Midtvest.