Mand i Sydbyparken havde stor kniv

Først på aftenen lørdag modtog politiet et opkald om en mand i Sydbyparken, der havde en stor kniv.

Ifølge anmelderen sad manden på en bænk med kniven, men han var ikke truende.

Politiet kørte straks til parken og fandt en 49-årig lokal mand, der sad på en bænk. Foran ham lå en 30 cm lang isoleringskniv.

Den 49-årige mand havde ingen god grund til at have kniven med sig, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og kniven konfiskeret.

Betjentene visiterede den 49-årige mand og fandt en seks cm lang foldekniv. Den blev ligeledes konfiskeret og taget med i sigtelsen.