Foto: Esben Stenfeldt

Lokalområder skal have mere kant

Lokalområder med en skarp profil og engagerede borgere har særligt gode muligheder for at fastholde og tiltrække borgere. Derfor skal lokalområderne i Silkeborg kommune have mere kant.

I løbet af de kommende måneder vil et udvalg af lokale borgere, eksperter og politikere arbejde på at give vores lokalområder mere kant.

- Lige nu er vi på jagt efter personer, der brænder for deres lokale liv og som har lyst til at sætte nogle nye ting i gang i deres eget lokalområde, siger byrådsmedlem Mads Frandsen (V).

Han er med i udvalget, der nu søger engagerede borgere fra hele kommunen.

- Der er masser af skønne og drivkraftige områder i kommunen og vi glæder os rigtig meget til at arbejde sammen med dem, der bor der, siger Mads Frandsen.

I morgen klokken 19 er der inspiration at hente fra livsstilsekspert Anne Glad, der er kendt fra DR's Kender du typen. Hun holder et gratis oplæg på Silkeborg Bibliotek.