Genrefoto

Indbrud i 17 biler anmeldt

Politiet modtog i løbet af i går anmeldelse om indbrud i hele 17 biler. De fleste har fået stjålet airbags, men i Gødvad er to håndværkerbiler tømt for værktøj.

Klokken 04.20 natten til i går vågnede en familie på Karlskronavej i Gødvad, fordi familiens hund gøede. Ude på vejen var der larm, og da de kiggede ud, kørte en sort firehjulstrækker og en anden sort bil væk.

Det viste sig bagefter, at en siderude i en håndværkerbil var knust og bilen tømt for Dewalt og Bosch værktøj for samlet 50.000 kroner.

På Ystadvej, ikke langt fra Karlskronavej, gik det ud over en anden håndværkerbil natten til i går. Der var ingen tydelige tegn på indbrud i bilen, men en masse Dewalt og Bosch værktøj var ligeledes forsvundet.

Hos Peugeot-forhandleren på Nyhøjvej i Virklund gik tyvene benhårdt efter airbags i 14 biler, da de slog til natten til i går. En enkelt Mazda og 13 Peugeot'er blev udsat for samme fremgangsmåde.

Tyvene knuste den lille trekantrude for at komme ind i bilerne, åbnede motorhjelmen, koblede batteriet fra og stjal herefter airbaggen fra førersiden.

Den samlede værdi for de 14 airbags var omkring 75.000 kroner.

På Færgevej i Alderslyst havde ejeren af en Toyota Corolla uønsket besøg mandag aften. Det kostede en taske, der indeholdt betalingskort, personlige papirer og 80 kroner i kontanter.

Har du været vidne til nogen af tyverierne, kan du få fat i politiet på telefon 114.