BSV sejrede i Champions League-premiere

Bjerringbro-Silkeborg vandt i går vigtige point i premierekampen i Champions League, hvor det schweiziske hold Kadetten Schaffhausen blev besejret med 25-24.

Meldingen fra det schweiziske er, at BSV-spillerne fightede hele vejen efter en dårlig start på kampen, og i anden halvleg trak de fra, før det igen blev tæt til sidst.

Blandt andet var BSV to mand i undertal mod kampens slutning, hvor sejren kunne være gledet dem af hænde, men det skete heldigvis ikke.

BSV-playmaker Sebastian Skube, der blev kåret som kampens spiller, siger til Ritzau, at alle er meget, meget glade.

- Det er meget svært at vinde på udebane i Champions League. Det er virkelig stærkt, at vi gik herned og vandt kampen. Det er to meget vigtige point, siger Skube.

Han peger på, at BSV på grund af skader kun havde 8-9 spillere med.

- Men vi spillede med masser af power og fysik gennem hele kampen, og det var kun deres playmaker, der fik lov til at lave mål, siger Sebastian Skube.

Næste Champions League opgør for BSV bliver Flensburg-Handewitt hjemme på næste søndag.

[xyz-ihs snippet="bsvclp"]