Sdr. Streetzone nærmer sig enden

Et forsøg med Søndertorv som en lille bypark til skatere og idrætsfolk nærmer sig enden og skal nu evalueres. Skaterne håber, at byparken bliver permanent og udvidet.

Det er lidt mere end et år siden, at Søndertorv åbnede som Sdr. Streetzone med tre forhindringer til skaterne.

Forud lå to forsøg med midlertidige skateområder på Torvet og parkeringspladsen mellem Søgade og Langsøen.

På mandag skal det tredje forsøg, Sdr. Streetzone, så evalueres, så politikerne kan tage stilling til en eventuel fortsættelse.

Evalueringen foregår på Søndertorv klokken 17.45 til 19, men Kommunen tager også mod input på Facebook.

Her skriver flere brugere, at de ønsker, at Sdr. Streetzone bliver.

- Jeg ved at stedet er velbesøgt af unge og ældre skatere fra hele Midtjylland og i særdeleshed Herning og Aarhus, skriver Nick Dehn, der har været en del af byens skatemiljøet i flere år.