Pressefoto: Lommefilm ApS

Elever lavede kortfilm mod solarium

Eleverne fra 7. klasse på Virklund Skole har dagen igennem haft en telefon eller tablet i hånden mere i hånden, end de har på en normal skoledag. De har nemlig produceret kortfilm mod solariebrug. De såkaldte lommefilm er med i en konkurrence fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden.

Over en periode på tre uger kæmper 500 elever fra 7. og 8. klasse i hele landet om at lave den bedste lommefilm til kampagnen "Uegnet for børn. Sluk solariet".

Eleverne på Virklund Skole har i dag deltaget i en workshop, hvor de på én intens dag skulle lære at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, optage og redigere en kort kampagnefilm om konsekvenserne ved solariebrug.

Konkurrencen skal være med til at gøre eleverne til aktive medskabere og formidlere af budskabet om, at solariebrug øger risikoen for modermærkekræft, som i dag er den hyppigste kræftform blandt unge danskere i alderen 15-34 år.

De færdige film uploades til en særlig kanal på lommefilm.dk, hvor eleverne kan se og stemme på hinandens film.

- Konkurrencen er et godt eksempel på en lærerig og involverende forebyggelsesindsats blandt børn og unge om et alvorligt emne og vi har gennem årene set nogle fantastiske film fra eleverne, siger Mette Meldgaard, programchef i TrygFonden.

Præmien i konkurrencen er biografbilletter til hele klassen. Eleverne selv og en jury kårer hver deres vinder. Den film, som vinder juryens pris, bliver brugt i Sluk solariet-kampagnen.