Knallertkører terroriserer i Kjellerup

Politiet har endelig fået sat navn på den unge mand, der den seneste tid har generet flere beboere i Kjellerup med sin tohjulede vanvidskørsel.

Det drejer sig om en 17-årig knallertkører fra byen, der siden 18. september har fræset lidt for ivrigt rundt i byens gader.

Drengen besidder en meget larmende knallert, og ynder efter sigende at køre i en utrolig høj hastighed. Vidner beretter om helt vanvittigt larm, og at det er som om drengen ude på at larme så meget som muligt.

Da en ældre herre for nylig forsøgte at mane til fornuft og råbe drengen an, blev det mere personligt. Drengen bad manden blande sig udenom. Som en særlig gestus lovede han, at han fremover vil brænde dæk af netop udenfor mandens bopæl.

Og det stopper ikke her. Drengen har på Facebook netop tilkendegivet, at han agter at fortsætte sin hasarderede Kjellerup-kørsel.

En handling, politiet sætter pris på, da de så blev i stand til at identificere drengen, og nu kan opsøge ham til en snak om pli, hensynstagen og ordensbekendtgørelsen.