Foto: Margrethe Løkkegaard

SIF sejrede i vild kamp mod Aab

Glem alt om krise i SIF.

Efter gårsdagens utroligt flotte 5-3 sejr over Aab på Mascot Park, har Silkeborg endelig fået det, vi har sukket efter i så lang tid: Et slagkraftigt superligahold.

Der er ingen målkrise. SIF's angribere var både farlige og effektive i hele kampen.

Der er ingen selvtillidskrise. SIF-spillerne spillede med ro og overblik, og alle var parat til at modtage bolden og risikere at lave fejl. Selv da Aab scorede til 3-3, efter at SIF havde været foran 3-1, vaklede troen og energien ikke.

Det var en klassekamp. Og hvis SIF formår at spille den slags fodbold hver gang, skal alle hold i Superligaen være nervøse, når SIF er modstanderen.

Med sejren kan Silkeborg erklære sig ubesejrede i fire kampe, og rykker to pladser væk fra bunden af ligaen.

Næste kamp er allerede på fredag hjemme mod FC Nordsjælland.