Foto: Søren Rasmussen

Kørende narkosælger anholdt i aftes

En 23-årig mand blev i aftes standset i bil af politiet på Østre Højmarksvej. I bilen fandt betjentene stoffer, slagvåben og en påvirket fører.

Politiet standsede bilen klokken 20.10 og vurderede straks, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer.

Manden blev derfor sigtet og anholdt, så der kunne udtages en blodprøve.

I forbindelse med sigtelsen for narkokørsel valgte politiet at ransage bilen. Her fandt betjentene cirka 30 gram kokain i en pose og en såkaldt totenschlæger, en kompakt og ulovlig politistav.

Den 23-årige silkeborgenser blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, for at køre i narkopåvirket tilstand og for salg af narkotika.