Foto: Esben Stenfeldt

Tricktyve ville have euro som byttepenge

En af de mest anvendte og anmeldte metoder om tricktyve handler om store sedler og forvirring om byttepenge. Sådan en episode blev i går anmeldt til politiet.

Blomsterforretningen Frk. Flora fik mandag ved 14-tiden to udenlandske mænd ind i butikken. De ønskede at købe en blomst.

Mændene havde kun en 1000-kroneseddel som betaling, men de ønskede at modtage byttepenge i euro.

Undervejs i handlen fortrød mændene, byttede varer og endte med at skabe en masse forvirring. Til sidst gik de.

Da ekspedienten så gjorde kassen op ved lukketid, manglede der præcis 1000 kroner i kassen.

De to mistænkte mænd beskrives begge som 25-30 år, 170 cm høje, mørke i huden, formentlig østeuropæiske af afstamning, iført sorte læderjakker og med sort, kort hår.

Har du haft besøg af tricktyvene, eller får du det, kan du kontakte politiet på telefon 114.