BSV sejrede mod Skanderborg

Bjerringbro-Silkeborg fortsætter ufortrødent sejrsstimen, og har foreløbig vundet alle kampe i håndboldligaen i denne sæson.

I aftes gik det ud over Skanderborg Håndbold, der kom til BSV’s hjemmebane og fik klø i en kamp, der endte 34-27 til BSV.

Det var kun i det første kvarter, at gæsterne fik lov til at føle, at de kunne gentage deres præstation fra februar måned, hvor de, som det eneste hold i år 2016, tog point fra Bjerringbro-Silkeborg i Jysk Arena.

Næste opgave for BSV er på søndag, hvor de tyske giganter fra Flensburg-Handewitt skal forsøge at gøre, hvad seks modstandere i denne sæson ikke har kunnet, nemlig tage point fra danmarksmestrene.