Ecstasy- og hashfund til ungdomsfest

Musikken var i aftes så høj til en fest i en lejlighed på Drewsensvej, at naboerne kl. 00.16 fik nok og klagede til ordensmagten.

Politiet rykkede ud til festen, og bemærkede med det samme et mistænkeligt pulver, der lå på et bord.

Straks blev de syv mennesker, der var til stede til festen, kropsvisiteret, men politiet fandt ingen stoffer på nogen af personerne.

Pulveret på bordet viste sig senere at være MDMA, også kendt som ecstasy i krystalliseret form.

I lejligheden fandt de udover de 0,49 gram ecstasy i pulverform også 2,87 g hash.

Lejlighedens 18-årige beboer sigtes nu for loven om besiddelse af euforiserende stoffer.