Kvinde fandt fremmed mand under dynen

En 70-årig kvinde i Fredensgade i Kjellerup fik sig noget af en forskrækkelse, da hun ville i seng ved midnatstid i aftes.

Efter at have set fjernsyn i nogle timer begav hun sig i det sene aftenstimer mod sit soveværelse. Her fandt hun til sin rædsel en sovende, vildfremmed mand under dynerne.

Dybt chokeret fik kvinden taget kontakt til sin søn, der også bor i Fredensgade. Sønnen hastede til moderens bopæl, hvor de i fællesskab kontaktede politiet, før manden blev vækket.

Manden i sengen var 38 år og i dyb søvn. Han har senere forklaret, at han havde en aftale med sin kammerat om at overnatte hos ham. Kammeraten bor i Østergade, et par hundrede meter væk fra Fredensgade, hvor manden altså endte.

Et eller andet er gået galt i processen med at finde frem til den rette adresse, men mandens høje promille har med sikkerhed medvirket til hans geografiske bommert.

Han bliver sigtet for husfredskrænkelse.