Rekord for Røde Kors i Silkeborg

Røde Kors' årlige landsindsamling slog sidste år rekord og var højeste indsamlede beløb nogensinde, nemlig 25,5 mio. kroner. I år var tilbagegangen til at tage og føle på, da der 'kun' blev indsamlet 19,4 mio. på landsplan.

Generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl forklarer til Ritzau, at det til dels kan forklares med fraværet af flygtninge på motorvejene i år, og dels med den regn, der stod ned i stænger over store dele af landet i går.

For indsamlerne i Silkeborg må regnen have haft en opkvikkende og motiverende effekt, for her samlede de 500 indsamlere knap 274.000 ind mod sidste års 250.000 kr. Altså en flot fremgang, landsresultatet taget i betragtning.

- Det er et fantastisk godt resultat, jubler Jørgen Pagh fra Røde Kors Silkeborg.

Også hans kollega Tove Dan har svært ved at få armene ned. Hun er positiv overrasket, da man havde troet prognosen med færre indsamlede penge også gjaldt Silkeborg.

De fremhæver begge Silkeborg Gymnasiums elevers indsats. Sidste år var der ellers knap 100 flere elever tilmeldt, men effektiviteten har været imponerende, for de 361 indsamlere fra gymnasiet slog alle rekorder i år.

Gymnasiet deltager nu i lodtrækningen om at vinde en koncert med selveste Mø. Alle gymnasier, der fik samlet mere end 100 elever til at samle ind, får et lod i puljen.

Jørgen Pagh fortæller, at Mobile Pay-donationerne virkelig vandt frem i år, og at de således udgør 32.000 kroner af det samlede beløb.

De oplyste tal er fra arealet, der var den gamle Silkeborg Kommune. Tallene for Kjellerup, Gjern og Them var ikke tilgængelige ved redaktionens afslutning.