Foto: Søren Rasmussen

Flugtbilist efterlyses af politiet

Politiet efterlyser en flugtbilist i en mindre bil, som i går morges kl. 7.45 påkørte en 18-årig cyklist på Nørreskov Bakke.

Cyklisten kørte ad Nørreskov Bakke i sydgående retning. Bilisten kørte samme vej og ville dreje til højre ved Kastaniehøjvej. Han overså cyklisten, ignorerede sin vigepligt og svingede ud foran drengen.

Cyklisten kunne ikke nå at bremse, så han ramlede ind i bilens bagende og væltede.

Det fik ikke bilisten til at standse op, og vedkommende kørte videre uden at reagere.

Derfor efterlyser politiet nu flugtbilisten.

Politiet oplyser, at den unge mand ikke kom alvorligt til skade ved hændelsen, men at han er fortørnet og chokeret over, at bilisten flygtede fra stedet. Cyklisten mødte selv op på stationen for at anmelde hændelsen i går formiddag.

Efterlysningen drejer sig om en lille, sølvfarvet bil, der kunne være en VW Golf, men ikke nødvendigvis er af det mærke. Den ene baglygte er smadret.

Hvis du ved noget, så henvend dig til politiet på telefon 1-1-4