Kvinde bestjålet under altergang

En ældre kvinde fra Kjellerup blev i søndags bestjålet under en gudstjeneste i kirken i Levring.

Tyven brød altså mere end bare straffeloven, for det må siges at være i clinch med De Ti Bud at stjæle - og så endda i Vorherres eget hus.

Gudstjenesten i Levring varede i tidsrummet 10.30-11.30, og undervejs var der indlagt altergang.

Med sig i kirken havde den 83-årige kvinde en taske, hvori der blandt andet lå et kostbart ur med en lænke af 14 karat guld.

Da det var tid til altergang, efterlod kvinden tasken på bænken i den håndfuld minutter, det tager at modtage nadver.

Det er i det snævre tidsrum, at hun mener tyveriet er foregået, for da hun efterfølgende kiggede i tasken, var uret væk.

Den præcise værdi af det kostbare ur er ikke oplyst. Politiet beskriver urets guldkæde som en såkaldt murstenskæde.