23-årig får fængselsdom

En 23-årig mand er blevet dømt til fængsel i et år og tre måneder for alvorlige forbrydelser, der tidligere på året blev begået i Silkeborg.

Mja.dk skriver, at den 23-årige blandt andet er dømt for besiddelse af narko, for vold og afpresning og for tyveri.

Blandt andet var den 23-årige med i en gruppe personer, der udsatte en beboer i en lejlighed på Nylandsvej, for vold og afpresning.

Ifølge mja.dk stjal de en PlayStation og tvang under trusler offeret til at hæve penge til dem fra en pengeautomat.

Desuden blev den 23-årige dømt for besiddelse af en stor mængde ecstasy-piller og amfetamin.
Manden, der har siddet varetægtsfængslet siden maj, modtog dommen og blev sendt til afsoning med det samme.