Bil beslaglagt på Viborgvej i nat

• Politiet standsede kl. 00.47 i nat en bil på Viborgvej ved Nordre Højmarksvej. Bilisten, en 39-årig mand fra Viborg, har fået frakendt sit kørekort på et tidligere tidspunkt.

Det har dog ikke hindret ham i at køre rundt alligevel, og det var nu tredje gang, at politiet standsede ham i gerningsøjeblikket.

Derfor blev viborgenserens bil, af mærket Peugeot, beslaglagt på stedet, med henblik på konfiskering. Manden sigtes for at køre uden kørekort i frakendelsesperioden.

• Andetsteds i byen foregik også kørsel uden kørekort. Vi skal tilbage til i går morges kl. 8.35, hvor politiets patrulje standsede en personbil på Nørreskov Bakke.

Føreren, en 27-årig mand, havde tidligere fået frakendt sit kørekort, og kan nu se frem til at blive sigtet for at køre alligevel.

Ved siden af ham sad ejeren af bilen, en 24-årig kvinde. Hun sigtes for at give tilladelse til, at den 27-årige kørte hendes bil ulovligt.