Foto: Margrethe Løkkegaard

Gammelby forlænger med SIF til 2021

SIF's unge højreback Jens Martin Gammelby har forlænget sin aftale med klubben frem til sommeren 2021.

Den 21-årige forsvarer fortsætter således sin karriere i den klub, hvor han har været igennem hele talentudviklingssystemet. Gammelbys nuværende kontrakt stod ellers til at udløbe til sommer.

- Jeg er sindssygt glad for at være i SIF, hvor der er et godt miljø med gode holdkammerater. Her får jeg masser af spilletid, og jeg ser mig selv fortsætte min udvikling her. Det er gået hurtigt i den rigtige retning i de seneste måneder, og jeg har fået en position på holdet, der giver mig mulighed for at fortsætte i den rigtige retning, siger Jens Martin Gammelby.

Også fra SIF's side er der glæde over at have lavet en lang aftale med back-talentet.

- I SIF er vi glade for, at "en af vore egne" ønsker et langtidsforhold dér, hvor han har udviklet sig til at blive Alka Superligaspiller. Det er godt, at han er klar til at gå all in for SIF. Vi har slet ikke set det bedste fra Gammelby endnu. Det vi har set, har været godt, og vi ser frem til at se ham folde sig endnu mere ud til gavn for SIF, siger sportschef Jesper Stüker.

Jens Martin Gammelby kom til SIF som 13-årig fra Ikast og har spillet på de bedste ungdomshold inden han blev indlemmet i førsteholdstruppen, hvor han fik sit gennembrud i foråret 2014.