To tyve anholdt i cykel-fyldt varevogn

I går formiddag kl. 10 observerede vidner noget mistænkeligt på grusparkeringspladsen på Drewsensvej lige omkring viadukten.

To mænd stod og læssede cykler fra én varebil over i en anden og meget tydede på, at der foregik noget ulovligt.

Da politiet ankom til stedet, var den ene varevogn, en hvid Citröen Jumper, parkeret på pladsen og tom for cykler.

Gerningsmændene, en 34-årig mand fra Middelfart og en 26-årig mand fra Grenaa, forsøgte at flygte i en Peugeot Boxer-varevogn, der indeholdt 11 cykler.

Politiet fik dem bragt til standsning, og en narkotest viste, at føreren, den 34-årige, var påvirket af kokain. Han havde heller ikke noget kørekort. Begge mænd blev anholdt.

Det lykkedes derimod en tredje gerningsmand at flygte. Han kørte i modsat retning af de to andre i den hvide varevogn, og da politiet var travlt optaget af dem, lykkedes det ikke dem at se nok af manden til at kunne give et signalement.

Han kørte 2-300 meter ned af parkeringsarealet i en sort Opel Vectra-personbil, som han til sidst steg ud fra for at fortsætte til fods. Han forsvandt ind i skovområdet ved banelegemet. Endnu en patrulje ankom til stedet, men det lykkedes dem ikke at opspore den flygtede, formodede gerningsmand.

De 11 cykler i varevognen er ældre mountainbikes og racercykler til en anslået samlet værdi af ca. 50.000 kroner.