Politiuniform Foto: www.politi.dk

Butikstyv politianmelder butiksindehaver

Hvad der startede som simpelt butikstyveri har efterhånden udviklet sig så meget mere.

Kort opsummeret stjal en 23-årige kvinde i forgårs en meget dyr jakke til en værdi af 6200 fra butik Laura Thomsen i Nygade.

Politiet var travlt beskæftigede andetsteds og havde ikke tid til at rykke ud, så indehaverens mand, Henrik Thomsen, valgte at tage sagen i egen hånd og offentliggøre billeder af tyven på Facebook.

Opslaget blev delt flere hundrede gange, og politiet fik en strøm af henvendelser fra folk, der genkendte butikstyven.

Onsdag over middag blev den 23-årige kvinde opsøgt af politiet i sit hjem og sigtet for butikstyveri.

Hun kvitterede med at anmelde Henrik Thomsen for at have udstillet hende på Facebook. En overtrædelse af både straffeloven og persondataloven - uberettiget videregivelse af billeder uden samtykke og deling af overvågningsbilleder, som også er ulovligt.

Henrik Thomsen erkender sine handlinger og kan se frem til en bøde, men for ham er det en principsag, så han fortryder ikke.

Det er ulovligt at begå selvtægt, herunder deling af billeder af formodede gerningsmænd på de sociale medier.

- Et eller andet sted kan man forstå folks frustration, men det er ulovligt, det de gør, siger Morten Kjær Andersen fra Silkeborg Politi og understreger, at man tager skarpt afstand fra den slags og opfordrer folk til at overlade efterforskning og efterlysning til politiet.

- Hun synes virkelig ikke det er sjovt at blive hængt ud på den måde, nærmest på landsplan, og det kan jeg godt forstå, siger Morten Kjær.

En af grundpillerne i vores retssamfund er, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det indebærer fair rettergang, og at man skal for en domstol, inden man kan blive erklæret skyldig.

- Han skulle have delt billederne med politiet, ikke på Facebook, slutter Morten Kjær Andersen.