Ny jernbane halverer rejsetiden til Aarhus

En ny jernbane mellem Silkeborg og Aarhus vil halvere rejsetiden mellem byerne og binde Midtjylland bedre sammen, det er konklusionen i en ny forundersøgelse.

Undersøgelsen - med to løsningsforslag - er nu sendt af sted til Folketingets transport- og bygningsudvalg.

Jernbanen kan enten anlægges som et enkelt spor, der kan klare to afgange i timen. Togene skal krydse hinanden på stationen i Galten. Den model reducerer rejsetiden til 26 minutter.

Den anden løsning er et dobbeltspor, hvilket giver en rejsetid på 23 minutter med mulighed for nye stationer undervejs i Låsby, Galten, Framlev/Harlev, Brabrand og Åbyhøj. Den model kan klare fire tog i timen.

Ifølge rapporten tager den samme tur i bil 46 minutter.

Prisen for de to løsningsforslag er henholdsvis 2 og 3,1 milliarder kroner.

Begge løsninger skal kobles på den eksisterende jernbane ved Svejbæk. Hvis der også skal etableres to spor fra Svejbæk til Silkeborg koster det yderligere 600 millioner kroner.