Rødhætte om butikstyve og facebook

Nyhederne har nærmest stået i kø i Silkeborg den seneste uge.

Og alle bekymringerne om et antiklimaks og "hvad skal vi nu snakke om?" efter åbningen af motorvejen med flere navne end et medlem af kongehuset - blev sendt fluks i skammekrogen. For der har været rigeligt med samtaleemner.
Pærerne i spotlamperne var knap nok blevet kolde, før Silkeborg endnu engang røg ud i de landsdækkende nyheder.

For det skete i de dage i oktober engang, at en ung kvinde betjente sig selv lidt for generøst i en tøjbutik og forlod butikken i en ret dyr ubetalt jakke - fuldstændig uvidende om, at hendes lumske handling snart ville blive broadcastet på Facebook.
Butiksejeren offentliggjorde overvågningsvideoen og bad borgerne om hjælp til at identificere tyveknægtinden. Og det gav pote; tyven blev bustet, anholdt og hun svarede igen med at anmelde butiksejeren. Og dét sendte Silkeborg på Danmarkskortet og ud i en landsdækkende diskussion om ret og forkert: Var det forkert af butiksejeren? Er selvtægt i orden? Et emne, der i dén grad er mange, der har en mening om.
Ærligt talt; jeg synes hun burde skamme sig. "Æd straffen og lad være med at gøre dig selv til offer. Tyveri har som regel en konsekvens – ingen gider høre dig klynke" - var min allerførste tanke. Og den kunne jeg se, at jeg delte med mange andre. Men som altid, så er der nogen, der ikke helt kan forholde sig til emnet og som gik fuldstændig i selvsving på en måde, som fik mig til at genoverveje min mening.

"Der skal hænge et billede af hende i alle butikker i Silkeborg, så hun ikke kan komme ind og handle nogle steder" - var der en der skrev.

Jamen, selvfølgelig. Det er da klart, bassemand. Og vi er helt sikre på, at hun ikke har parteret et lig, ikke? Lad os da kyle hende i gabestokken og udstille hende i hele byen. Det manglede da bare. Burn that witch!

Slap da af, for fanden.

Fakta er, at hun brød loven - og det samme gjorde butiksejeren. Man kan så diskutere rimeligheden i, at butiksejeren pludselig skal dele rollen som lumskebuks med hende. Men få nu styr på proportionerne. Hun har fået en velfortjent hilsen fra politigården - skal vi prøve at komme videre? Trods alt? Der er jo heller ikke nogen, der har talt om at offentliggøre butikstyven fra Kvickly, der nakkede fem oksemørbrad og ti flasker vin under tøjet. (Hvilket må have set dybt bizart ud."Sig mig, Kirsten, ser den mand der ikke lidt speciel ud? Gu' ved, om han har et deformt handicap eller om han bare har enormt store ridebukselår?")

Men altså, hvis vi virkelig skal ud i så små sko og hænge "Wanted - Dead or alive" plakater op af hende i byens butikker, så synes jeg måske, at der er flere typer, der burde være advarsler om. Nu, hvor vi er i gang:

1: Visse ældre mennesker i Føtex. I fredags var jeg vidne til en mand, der fik møflet fødderne flade, fordi en grå trold trak en indkøbsvogn efter sig gennem butikken. Da vognen mødte modstand, valgte hun ikke at dreje de stive led i nakken for at se, hvad der dog blokerede. I stedet hev hun i vognen med en kraft, som jeg ikke lige havde set komme - hendes spinkle statur taget i betragtning - og flåede vognen hen over mandens fødder. Og fuldstændig upåvirket af mandens av-udbrud, slingrede hun videre mod næste tilbud på dosmersedlen.
Og kære mand, undskyld mit latterudbrud. Undskyld! Det så bare så sjovt ud. Hvis det kan trøste dig, så ramte karma mig få minutter senere, da gerningskvindens mand torpederede mig på sin el-scooter.
Sådanne mennesker er jo farlige for deres omgivelser.

2: Samtlige mennesker, der ikke overholder diskretionslinjen. De KAN være potentielle listetyve, der snupper din pinkode og dit dankort, når du mindst venter det.

3: Personer, der fortryder et køb og diskret smider en pose Ostepops ovenpå en stak håndklæder og et par giganttrusser mellem Halloween-pynten. (Jeg prøver at blive bedre til at lade være)

4: Folk, der stikker en finger gennem filmen på pakkerne med koteletter. Hvad fanden sker der for det? Hvordan opstår trangen til sådan noget?"Gu' ved, hvordan dødt svin mærkes? *Plop* Nårh, okay...sådan. Det er blødt og koldt."

5: Folk, der sjovt nok altid får fat i samtlige varer uden stregkoder og derfor sinker fremkommeligheden og hastigheden i køen.

Det kunne man gøre. Man kunne også bare vælge at blive hjemme og handle online, hvis man er så menneskesart, at man ikke tør løbe nogen risiko for at være i samme butik, som en tidligere tyv eller en egoistisk medkunde.

Jeg kan sagtens forstå butiksejeren. Jeg synes stadig tyvetrunten burde have ædt sin straf og holdt sin kæft og ladet være med at klæde sig i offerrolletøj – det klæder hende mindre, end tyvekostjakken gjorde. Men jeg synes ikke, at det skal være tilladt for butiksejere at offentliggøre overvågningsbilleder og videoer. For der sidder altså mennesker derude, som får et lidt for stort kick ud af at klargøre gabestokken.