Foto: Genrebillede

Send Sundhedspris-kandidater på SMS

Kender du en, der er med til at skabe sundhed og trivsel i hverdagen for andre i Silkeborg? Så kan du med en SMS eller et opkald indstille vedkommende til Sundhedsprisen 2016.

Prisen overrækkes til den person, institution, forening eller virksomhed, som giver borgerne i Silkeborg Kommune muligheden for at leve et sundt liv med god livskvalitet.

Modtageren får 10.000 kr. og en kunstgenstand fra en lokal kunstner, vil blive overrakt i forbindelse med en BSV-kamp i Jysk Arena i december.

Det er Silkeborg Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, der vælger, hvem der skal have Sundhedsprisen.

- Vi vil gerne fremhæve og hylde dem, som gør noget ud over det sædvanlige for at styrke folkesundheden i Silkeborg Kommune. Vi er særligt optaget af indsatser, der rækker ud til de mindst ressourcestærke borgere. Der er heldigvis masser af sundheds- og trivselstilbud, som de fleste af os kender til og benytter os af, men der er også nogle af vores medborgere, der ikke har det kendskab eller ressourcerne til at deltage, siger Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget.

Sidste år modtog Silkeborg Roklubs Handicapafdeling Sundhedsprisen.

Tidligere har blandt andre Trivselsgrupperne i Selvhjælp Silkeborg, Danfoss, Nordre Skole, IF Silkesind og Kirsten Lehrmann - Team Thorning Sundhedscentret modtaget prisen.

For at indstille skal du blot ringe eller sende en sms til 51 33 10 34, hvor du kort fortæller, hvem du vil nominere, hvorfor og hvem der indstiller kandidaten.

Sidste frist for at indstille kandidater er søndag den 30. oktober 2016.