Foto: Margrethe Løkkegaard

SIF-pokalkamp mod Skive blev tæt

Hvad pokalkampe mangler i godt spil opvejes ofte af drama og intensitet. Det blev også tilfældet onsdag aften, da SIF på udebane mødte Skive og lige akkurat gik videre - efter forlænget spilletid.

Kampen blev indledt med SIF mest på bolden, helt som forventet, men det var Skive, der fik den første store chance. På et indlæg fra Oliver Pedersen i det 7. minut kom Skives enlige angriber, Jeppe Mogensen, til afslutning tæt under mål. I helt fri position og godt presset af Thomas Nørgaard prikkede han dog bolden forbi mål.

SIF pressede også den modsatte vej, og flere gange var Andreas Albers tæt på at kunne score. Alligevel var det hjemmeholdet, der kom først på måltavlen.

I det 65. minut fik Skive en hurtig omstilling. Andreas Kock spurtede mod Thomas Nørgaards mål. De omkring 900 tilskuere måtte dog i første omgang sukke dybt, for Nørgaard parerede bolden med benene. Herefter røg den ud til en Skive-spiller, der løftede den ind foran mål, hvor Mathias Pedersen overspurtede SIF-forsvarerne og sendte bolden i mål til 1-0.

Pokalsensationen lurede i mørket.

I kampens sidste minut var stillingen stadig 1-0 til Skive, og det lignede en sort aften for SIF. Men som en sand Fugl Fønix dukkede Andreas Albers op i feltet på en tilfældigt opstået chance, og han fik via stolpen skovlet bolden i mål til 1-1 - og så kunne begge hold forberede sig på en halv times tillægstid

SIF holdt overtaget i tillægstiden, selvom de var en mand i undertal efter et rødt kort, og på scoringer fra Nicolaj Agger og Emil Lyng lykkedes det at trække en sejr på 3-1 i hus.