Foto: Preben Hansen, Silkeborg Foto

Silkeborg-Voel kom dårligt fra start

Silkeborg-Voel-pigerne havde svært ved at få bolden i nettet i aftenens kamp mod Viborg HK. Næsten ni minutter skulle der gå, før de kom på tavlen.

Heldigvis så det i lang tid ud til, at heller ikke hjemmeholdet havde alt for meget tur i den. 5-3 var stillingen efter et kvarter, men herfra gik det kun en vej, og det var desværre slet ikke Silkeborgs.

Da pausen var slut, var det et helt nyt Silkeborg-Voel-hold, der kom på banen. Med en ny tro på at kunne skabe mirakler. Stine Skogrand og Sofie Bæk havde skruet på skarpheden og havde på fem minutter hentet to af de seks mål, holdet var bagud.

Halvvejs i anden halvleg fik Jette Hansen reduceret til 18-15, men tættere på en udligning kom Silkeborg-Voels damer aldrig. Men de holdt ved gennem hele anden halvleg og fik sløret den dårlige start på kampen, som gav Viborg HK det forspring på fem mål, som de endte med at vinde med.

Silkeborg-Voel spiller næste gang på tirsdag, hvor vi tager imod FCM Håndbold i Jysk Arena.