45-årig kvinde dømt for grov vold

En 45-årig kvinde er blevet dømt til otte måneders fængsel for blandt andet grov vold begået mod en kvinde, som hun brød ind hos.

Det skriver mja.dk.

Kvinden brød den 11. marts midt på eftermiddagen ind i et hus hos en bekendt i Grauballe ved at knuse en rude med en sten.

Inde i huset blev den kvindelige beboer overfaldet af den 45-årige, der væltede hende omkuld og slog hende flere gange i hovedet og stak hende i skulderen med en spids genstand.

Tidligere på dagen havde den 45-årige truet sit offer på livet.

Foruden de otte måneders fængsel, hvoraf de seks er betingede, skal kvinden betale en erstatning på 10.121 kroner til sit offer.

Mja.dk skriver, at der med i dommen også er en episode fra marts måned, hvor den 45-årige begik vold mod en mand på samme adresse i Grauballe.