Bilist kørte direkte ud i sammenstød

Der skete i aftes et kraftigt sammenstød, da en 64-årig bilist overtrådte sin vigepligt og kørte direkte ud på Nørreskov Bakke. De første meldinger til Brand & Redning gik på, at den ene bilist var fastklemt.

Den 64-årige mand kom ved 19-tiden fra Kastaniehøjvej og skulle ud på Nørreskov Bakke, men han overholdt ikke vigepligten. Derfor kørte han lige ud foran en 23-årig mandlig bilist, der kom ned ad bakken.

Den 23-årige kunne ikke nå at bremse eller undvige, så han bragede lige ind i siden på den 64-åriges bil.

Da redningsfolkene kom frem, var ingen af bilisterne fastklemte. Ifølge politiet fik den 23-årige den hårdeste medfart og blev kørt til undersøgelse på sygehuset, dog uden alvorlige skader. Den 64-årige blev behandlet på stedet.

Ulykken skabte nogle trafikale problemer på Nørreskov Bakke i en halv times tid.