Mand slog eks-kæreste med saltkværn

En 39-årig mand er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og en straf på 60 timers samfundstjeneste for vold begået mod sin ekskæreste.

Ifølge mja.dk blev manden dømt for at have slået sin ekskæreste flere gange på armen med en saltkværn.

Episoden skete i marts måned, mens manden var ved at pakke sine ting, fordi parret skulle gå fra hinanden. Kvinden fortalte i retten, at hun i et forsøg på at få ham til at blive, tog ham på armen.

Men det udløste ifølge kvinden vold. Hun blev slået tre-fire gange med en saltkværn, hvilket blandt andet efterlod hendes arm med hævelser og blå mærker.

Mja.dk skriver, at manden i 2015 fik en dom på 20 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for trusler.