Mænd på klovnejagt fik bøder for masker

To mænd fik i aftes bøder af politiet, fordi de var iført masker i det offentlige rum. Mændene var på klovnejagt - det samme var politiet.

I går kunne vi fortælle om en episode fra Gødvad, hvor en 15-årig dreng lørdag så en klovn ved Arendalsvej. Episoden kan være en del af et verdensomspændende fænomen, hvor personer klæder sig ud som uhyggelige klovne med det formål at skræmme fremmede mennesker.

I halen på det fænomen følger klovnejagt, som der er masser af tale om på de sociale medier. Mandag aften var der arrangeret klovnejagt i Gødvad, og det samme var der åbenbart i aftes.

Klokken 21.15 kom en politipatrulje forbi et busskur ved Dybkærskolen. I skuret sad to unge mænd med masker på, en abemaske og en gammel mand-maske.

De to 21-årige mænd fortalte politiet, at de var på klovnejagt, fordi der havde været meldinger om en klovn i Gødvad. Det var ifølge politiet ikke en gyldig grund til at have masker på.

- Vi var selv i området for at lede efter klovne, siger Mette Therkelsen fra politiet i Silkeborg.

Begge mænd blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik en bøde.

- I den her tid, hvor der er så meget fokus på farligheden af at gå maskeret rundt, kan det skabe frygt og forstyrre den offentlige orden, siger Mette Therkelsen.

Derfor valgte betjentene at tildele de to mænd bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ingen af mændene var bevæbnede og begge havde almindeligt tøj på.