Foto: Carsten Mol, DR

20-årige Luna er ude af Bagedysten

Årets udgave af Den store bagedyst får ikke en vinder fra Silkeborg. I aftes måtte 20-årige Luna Richardt sige farvel.

Temaet i aftenens udsendelse var dansk hygge, og det skulle som sædvanlig fortolkes gennem tre opgaver.

- Når jeg tænker hygge, tænker jeg mormor og oldemor, gammeldags dansk hygge, sagde Luna Richardt i udsendelsen.

Med inspiration i sin egen oldemor Dagmar bagte Luna en dagmartærte i første opgave. Som den eneste valgte hun at lave en gærdej, og den faldt ikke i dommernes smag.

I den anden, hemmelige, udfordring skulle deltagerne bage snobrød over åben ild, og her løb den 20-årige silkeborgenser med sejren.

Det var dog stadig ikke nok til at gå videre, så efter mesterværket blev Luna sendt hjem. Det blev en tårevædet afsked, selvom hun havde set den komme.

- Det er ikke sådan, at bare fordi man vinder en udfordring, så er man sikret, sagde dommerne.

Luna Richardt kunne efter optagelserne rejse hjem til Silkeborg og blive student, så hun havde noget at glæde sig til.