Ateist: KK44-skole er problematisk

Eleverne fra 4. klasse på Sorring Skole ved Silkeborg var for nylig i den lokale kirke, hvor en meget engageret skuespiller lærte dem om tro, religion, krig, jalousi, livet og døden.

Arrangementet stod Silkeborgs folkekirkelige skoletjeneste (KK44) bag, og det mener Ateistisk Selskab er problematisk, det skriver TV2 Østjylland.

Formand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm mener, at det er et problem når en privat instans KK44, går ind og aflaster læreren med et forkyndende element.

- Den væsentlige forskel er, om eleverne lærer af læreren eller en udefrakommende. I det her tilfælde undervises de af religionen i stedet for om religionen, siger Anders Stjernholm til TV2 Østjylland.

Skolereformen har betydet, at der er sket en stigning på 20-25 procent i antallet af skoleklasser, der tager imod tilbud fra KK44 – i alt tager omkring 600 klasser del i en af skoletjenestens tiltag.