Foto: Rigspolitiet

Video af motorvejs-kast er for mørk

Politiet har gennemgået overvågningsbilleder fra broen, hvorfra der forleden blev kastet genstande ned på motorvejen. Billederne er for mørke til at afsløre gerningsmændene.

En bilist på vej gennem Silkeborg ringede tirsdag ved 19-tiden til politiet, fordi to unge personer havde kastet genstande ned på hans bil fra Søholt Parkvej-broen.

Der skete ingen færdselsuheld i forbindelse med episoden, og ifølge bilisten var der tale om lette genstande, fordi der ingen skade skete på bilen.

Politiet sendte straks en patrulje til Søholt Parkvej-broen, men fandt ikke gerningsmændene.

Til gengæld har Vejdirektoratet kameraer på stedet, der kunne have fanget gerningsmændene, og optagelserne blev overdraget til politiet i går.

Overvågningsbillederne er nu set igennem, og politiet har konstateret, at de er alt for mørke.

- Vi kan ikke se, om der blev kastet noget, fordi det er for mørkt. Så overvågningen er ikke brugbar, siger Mette Therkelsen fra politiet i Silkeborg.

Politiet har heller ingen tips modtaget fra borgere, så der er ikke meget at gå efter.

Har du muligvis oplysninger om de to kastere og episoden på Søholt Parkvej-broen tirsdag lidt efter kl. 19, kan du kontakte politiet på telefon 114.