Tollundmandens tæer er rekonstruerede. En af moseligets ægte, velbevarede storetæer er nu dukket op i et dødsbo. Foto: Marie-Louise Kjær

Tollundmandens stjålne tå er fundet

Det er en besøgsmæssigt stille dag på Museum Silkeborg.

Trods efterårsferien og vejret er her ikke mange mennesker, og stilheden larmer om kap med det omfattende ventilationsmaskineri.

Dagens aparte nyhed er, at Tollundmanden - museets stjerne og hovednavn - har udsigt til at få sin tå tilbage. En tå, som ingen rigtig har tænkt over mangler på den visne krop.

En tå, som blev savet af og hjembragt som morbid souvenir af en konservator i 1950'erne.

I et gemak for sig selv hviler han, Tollundmanden. Den spæde, kulsorte krop ligger i en glasmontre i det ovale rum med karrygule murstensvægge.

Lytter man godt efter, kan den rytmiske ventilation lyde som tunge vejrtrækninger og aircondition-anlægget som maskineriet, der holder en respirator kørende.

Parret med den dæmpede belysning kan det godt føles lidt uhyggeligt. Det sætter en lille pige ord på, idet hun skubbes hen i døråbningen af sin søster. Hun skærer ansigt og de forsvinder begge hurtigt igen.

- Man kan sige, at konservatoren tog arbejdet med hjem, joker en ansat på museet til nogle gæster, der spørger ind til tåtyveriet.

Det er først efter konservatorens enkes nylige død at kropsdelen er blevet fundet i boet. Efterkommerne har herefter taget kontakt til Museum Silkeborg, så tåen kan komme hjem til den rette ejermand.

Her lugter stærkt af hønsekødssuppe. Dagens ret på museumsrestauranten er ellers kartoffelsuppe, så der er meget, der ikke stemmer.

Lugtesansen bedrager, og det samme gør synet - med det blotte øje ses det jo, at Tollundmanden slet ikke mangler en tå.

Hans korpus er fra halsen og ned rekonstrueret i et ukendt materiale. Kun hovedet er ægte. Det var det eneste, man nåede at konservere korrekt dengang.

Knogler og kropsrester er opbevaret andetsteds.

Ægteparret Carsten Petersen og Donna Benjamin fra Aarhus er for første gang på Museum Silkeborg.

- Konservatorens respekt for historien og gravfreden var nok ikke så stor, som den burde have været, siger Donna Benjamin om tå-fadæsen. Hun er på en måde ikke er overrasket over, at det er sket, 'når man tænker på, hvad folk ellers kan finde på'.

Tåen kan forvente en storslået modtagelse, når den ankommer som en anden hjemvendt søn. Om den skal monteres på Tollundmanden eller udstilles i en montre for sig er endnu uvist.

Det kan meget vel vise sig at blive et tilløbsstykke for Museum Silkeborg.

Carsten Petersen og Donna Benjamin afviser da heller ikke, at de kunne finde på et møde op for at besigtige tåen.