Foto: Rigspolitiet

Engelsktalende tricktyve snød 70-årig

En 70-årig kvinde fortryder nok, at hun hjalp to engelsktalende, unge kvinder med at finde vej til sygehuset. Kort efter blev der hævet penge fra hendes dankort.

Den 70-årige blev lørdag ved 12.30-tiden kontaktet af de to kvinder lige uden for Føtex på Torvet. Den ældre kvinde havde lige været inde at handle.

Kvinderne spurgte på engelsk, hvordan de kom op til sygehuset, hvilket hun forklarede dem. Herefter gik de to engelsktalende kvinder af sted.

Kort efter modtog den 70-årige et opkald fra sin bank, fordi der var netop hævet samlet 13.000 kroner på to af hendes betalingskort. Herefter opdagede den 70-årige, at hendes kort var stjålet.

Politiet og den ældre kvinde mistænker de to engelsktalende spørgere, der begge beskrives som kvinder, 20-25 år, 160-165 cm høje og østeuropæiske af udseende. Den ene havde brunt hår og pæne, hvide tænder. Den anden havde sort hår.

Har du flere oplysninger om de to kvinder, kan du tippe politiet på telefon 114.