Indbrud i hjem med sovende beboere

Afslutningen på efterårsferien har givet en lille bølge af indbrud i vores område. Fire indbrud og et enkelt indbrudsforsøg blev anmeldt hen over weekenden.

To villaer tæt på hinanden i Alderslyst, på henholdsvis Sandvejen og Langelinie, blev natten til lørdag udsat for indbrud.

På Sandvejen skete indbruddet, mens beboerne lå og sov i huset. Her brød tyven et vindue op med et koben lige efter midnat og stjal en taske, der indeholdt smykker, nøgler og id. Politiet har ikke noget signalement af gerningsmanden.

Tyven brød også et vindue op med koben på Langelinie. Her blev villaen gennemgået og tyven stjal en Ipad, to bærbare computere, et kamera, forskellige småting og en Corona stol med skammel.

På Karlskronavej i Gødvad var der natten til fredag forsøg på indbrud, da det yderste lag glas i hoveddørens rude blev knust. Tyvene kom dog ikke ind.

I Sorring var der mellem fredag aften og søndag middag uønskede gæster i en villa på Bredsigbakke. Her kom tyven ind ved at bryde terrassedøren op, gennemrodede huset og tog smykker, en bærbar PC og et ukendt pengebeløb.

Instagram kan være medvirkende
Et indbrud i Gjern kan have forbindelse til billeder på det sociale medie Instagram.

Hele efterårsferien stod villaen på Stationspladsen tom, mens familien var på ferie. Datteren i familien har løbende lagt feriebilleder op på Instagram, hvilket kan have givet en tyv idéen til at begå indbrud.

I løbet af ferieugen smadrede en indbrudstyv en rude med en hammer, hvilket er en lidt usædvanlig indbrudsmetode. Hammeren kom fra villaens tilhørende skur.

Tyven var rundt i huset og stjal 4000 kroner i kontanter som det eneste.

Har du været vidne til nogen af episoderne, kan du måske hjælpe politiet på telefon 114.