Midtjylland er EU’s næstbedste region

Midtjylland er den næstbedste af de 272 regioner, der udgør hele EU, det viser en undersøgelse af social udvikling.

Det er EU-kommissionen, der har lanceret et indeks for social udvikling, der blandt andet måler på personlig frihed, tolerance, adgangen til efteruddannelse og inklusion.

- Der er ingen tvivl om, at vi tager ting for givet i Danmark, som man ikke tager for givet andre steder. Det gælder blandt andet den generelle tolerance over for mennesker, den lave korruption samt tilliden til politiet og det politiske system, siger Mette Lindgaard fra Deloitte, der har lavet indekset for EU-kommissionen.

Det er ikke kun Midtjylland, der klarer sig formidabelt i EU's nye indeks. Hovedstaden og Nordjylland er med i top 10, mens alle fem danske regioner er med i top 30.

Det er dog ikke på alle parametre, at Danmark ligger helt i top. Vores livsstilssygdomme er den primære grund til, at vi visse steder bliver trukket ned.

- Bagsiden ved at have det godt er naturligvis, at mange af os har det for godt. Vi spiser for usundt, og vi drikker og ryger for meget. Det giver os en lang række livstilssygdomme, som naturligvis tæller ned i statistikken, når man sammenligner Danmark med andre lande. Her er der stadig masser at gøre, påpeger Mette Lindgaard.

Førstepladsen blandt alle EU's regioner indtages af 'Övre Norrland' i Sverige.