Foto: Søren Rasmussen

Politiet omringet til privatfest

En anholdt 16-årig dreng med håndjern på havde held til at stikke af fra bagsædet af en politibil, da hans kammerater omringede bilen og forhindrede den i at køre.

Episoden udspillede sig natten til søndag, hvor politiet blev kaldt ud til en ungdomsfest i Balle Kirkeby Forsamlingshus.

Lidt efter midnat modtog politiet et opkald, fordi dørmænd til den private fest havde smidt en 16-årig dreng ud. Det havde skabt uro ude på gaden, hvor mange af festen 100-150 deltagere var samlet.

En enkelt patruljevogn kom ud til forsamlingshuset, og det var ikke umiddelbart nok.

- Det udviklede sig hurtigt til megen tumult og truende attitude over for betjentene, siger Flemming Just fra Silkeborg Politi.

Det endte med anholdelsen af en 16-årig dreng fra Silkeborg.

Betjentene gav den 16-årige håndjern på og satte ham ind på bagsædet i patruljevognen. Men da de ville køre derfra, blev deres bil fuldstændig omringet af den store menneskemængde, så de ikke kunne komme væk. Derfor var den 16-årige i stand til at komme ud af patruljevognen og stikke af.

Syv patruljevogne tilkaldt
Efter den 16-årige var stukket af, var der en meget fjendsk stemning på stedet, og derfor kaldte den ene patruljevogn efter forstærkning.

Hele syv patruljebiler blev kaldt til Balle Kirkeby Forsamlingshus for at lukke festen.

Da de ekstra betjente kom frem, gik politiet i gang med at dele sigtelser ud. Tre drenge på henholdsvis 16, 17 og 17 år blev alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Efter der var faldet ro på, sendte politiet en patruljevogn hjem til bopælsadressen for den 16-årige dreng, der stak af med håndjern på.

Her fandt politiet den 16-årige, der stadig havde håndjernsmanchetter på, men kæden var klippet over.

Den 16-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for fornærmelig tiltale af politiet, for at lægge hindringer i vejen for politiet og for at stikke af efter anholdelse.