Foto: David Buchmann

Silkeborgensere kan tjene på tilbygning

En tilbygning giver flere kvadratmeter, og det kan være en god investering, men kun hvis du bor i landets dyreste kommuner. I Silkeborg kan det lige præcis svare sig, viser analyse fra Boligsiden.dk.

Der er ikke en fast kvadratmeterpris for at bygge til, da prisen i høj grad afhænger af materialevalg og hvilket rum, der er tale om. Samtidig er der også geografiske forskelle i prisen for byggeri. Priserne kan ligge på mellem 9.000 og 25.000 kroner pr. kvadratmeter, og typisk vil placere sig omkring 13.000 kroner, hvis der ikke er dyre installationer eller eksklusive materialevalg.

Dermed er der 36 kommuner, der har salgspriser, der er højere end prisen for at bygge til. De ligger alle på Sjælland på nær de fem kommuner Aarhus, Skanderborg, Odense, Aalborg og Silkeborg, der også er kommet med i det fine selskab.

Silkeborg indtager en 35. plads af de 36 kommuner, der har en gennemsnitlig salgspris over den typiske byggepris. En kvadratmeter i Silkeborg er i gennemsnit 13.459 kroner værd.

I de fleste tilfælde må boligejerne dog leve med, at der er dårlig økonomi i ombygninger og forbedringer af boligen, for kun yderst sjældent kommer pengene hjem igen ved salg i forholdet en til en. Det lækre køkken og den nye terrasse skal man få for sin egen skyld, ikke for at tjene penge, med mindre man er fiks på fingrene og kan lave det selv og finder materialerne til spotpris.

Gentofte topper listen og Lejre indtager pladsen som den sidste kommune, hvor det kan svare sig.