Kjellerup slog sensationelt superligahold

Det kan godt være, at vi er stolte af Superligaheltene fra SIF på grund af deres flotte stime af velspillede kampe.

Men der er i høj grad også god grund til at være stolte af kommunens næstbedste klub, Kjellerup IF, der til daglig spiller i 2. division.

I går formåede de gule spillere nemlig at sende superligaens aktuelle fjerdeplads, Lyngby Boldklub, ud af landspokalturneringen.

Og det blev ikke bare gjort ved at forsvare eget mål og få et heldigt straffespark. Tværtimod var det resultatet af en mandfolkepræstation, hvor Kjellerups spillere formåede at komme tilbage, efter at have været bagud med 0-3 i pausen.

Med tre flotte mål i anden halvleg fik Kjellerup fremtvunget forlænget spilletid, i hvilken det fjerde og afgørende mål blev scoret til stor jubel for de mange tilskuere på Bjerget.

Nu venter lodtrækningen til fjerde runde af DBU Pokalen, som spilles d. 7-9 marts 2017.