Rødhætte: Tollundmanden vil ha’ six-pack

I sidste uge blev en afdød gravrøvers skatkammer afsløret. I en lille kurv, som mest af alt lignede et flettet påskeæg, lå verdens klammeste indhold: En tyk afskåret patineret storetå med en overraskende fin negl, som umiddelbart ikke bar præg af nedgroethed eller svamp.

Hudfarven afslørede hurtigt ejermanden. For selv om der i Silkeborg er sket et boom i integrationen, er der dog kun én borger, som bærer denne alternative teint. Nemlig Tollundmanden, som er den borger i landet, der har rekorden i sengeliggende arbejdsprøvning.

Så turen gik til Silkeborgs eneste plejehjem med entrébetaling, hvor Tollundmanden havde indvilliget i et interview.

Han lå med ryggen til mig, da jeg bankede let på ruden og et langt gab - afsluttet med en smasken - mødte mig.

- Undskyld, Hr. Tollundmand. Jeg er ked af, hvis jeg vækkede dig?, hviskede jeg lavmælt.

Han bevægede hovedet i små halve cirkler og nakken gav et par knæk.

- Du vækkede mig ikke. Men er du ikke sød at komme om på den anden side? Jeg kan ikke dreje ansigtet om mod dig, lød det på rungende jysk.

Jeg gik om på den anden side, slog min campingstol ud og tog blok og kuglepen frem.

- Tusind tak, fordi du havde tid til at se mig, Hr. Tollundmand. Hvordan reagerede du da....

- Kan du ikke bare kalde mig Henrik? Det hedder jeg faktisk. Jeg er så skide træt af at blive kaldt Tollundmanden. Som om det bare er alt jeg er. En museumsgenstand, som alle bare kommer og glor på. Det er totalt nederen at ligge her og høre på dårlige vittigheder om min hue og mine skægstubbe. Jeg har faktisk følelser, at du ved det!

- Det er jeg ked af,. Jeg vidste ikke du havde et navn, undskyldte jeg.

"Come on!" Henrik rullede med øjnene. "Lad nu være med at spille dum, trunte. Alle har sgu da et navn. Det må du kunne gøre bedre, det der!"

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde forestillet mig, at han talte som skuespillerne i en Morten Korch film, men han ligger selvfølgelig bare der hver dag og lytter til gæsterne, så det er jo logisk, at hans sprog udvikler sig.

- Ja, selvfølgelig. Undskyld Henrik. Hvordan reagerede du, da du hørte, at din storetå var fundet?

Henrik smilede skævt: "Jamen, altså det er jo fint nok. Men nu har jeg ligesom vænnet mig til den tåprotese, som jeg har haft de sidste mange år".

- Men vil du ikke gerne have din tå tilbage?

- Næh, egentlig ikke. Der er jo ingen der ved, hvor den tå har været sidst.

- Den har vist bare ligget i et lille fletkurv, indskød jeg stille.

"Er du total naiv, eller hva'?" Henrik rynkede brynene. "Tror du også jorden er rund? Harhharh".

Henrik grinede hæst og jeg kunne se hans patinerede hud slå små revner og høre en pibende lyd fra hans lettere skæve næse.

- Hør her, Søsterlystig. Jeg kan godt forstå, at medierne synes det er stort, at min tå vender hjem. Men hvad fanden skal jeg bruge den til? Jeg ligger bare her 24/7. Jeg skal jo ligesom ikke ud og gå på motorvejen eller til Late Night, vel?

- Nej, det er rigtigt. Men det er jo din tå. Trods alt. Føler du dig ikke mere hel, hvis den bliver sat tilbage på dig?

Henrik sukkede dybt.

"Kig lige på mig. Se min krop. Er det måske noget du tænder på? Nej vel? Jeg ved jo ligesom godt, hvad I kvinder går efter.
Prøv at se min røv, hvor umandig den er. Og hvor smal min krop er. Det er falsk hele lortet. Alt fra nakken og ned er bare en gang modellervoksrekonstruktion. De har ikke engang gidet at genskabe min diller. Hvis du havde set mig og min originale krop, så tror jeg faktisk du havde haft noget mere nedringet på under dette interview.  Jeg synes måske godt, at de kunne have givet mig en sixpack og nogle onde biceps, da de var i gang med at genskabe mig. Men det her er hvad jeg kunne få. En fesen slatten indsunken krop. Så nej, jeg kommer ikke til at føle mig mere hel af min tå kommer hjem. Det løb er ligesom kørt!”

Henrik kiggede på mig med et bestemt blik og fastholdte øjenkontakten og fortsatte med dæmpet stemme:

"Men kan du ikke lige trække ned i blusen? Bare lige kort? Give me some sugar, Baby. Jeg trænger sådan til at se nogle kasser"

Jeg blev lidt utilpas. Dette havde jeg ikke lige forudset, da jeg gik herind tidligere. På den anden side, så er det længe siden, at en ædru mand har udtrykt ønske om at se mine bryster. Og jeg kunne ligesom fornemme, at dette interview ikke rigtig kom videre, så jeg trak ned i blusen og fugtede læberne og smilede skælmsk.

Henrik sagde ikke noget. Han smilede bare udefinerbart. Nærmest som om han havde medlidenhed med mig. Luften var tyk af en akavet stemning. Jeg stod bare stille og gned usikkert min højre ballerinasko rundt i små cirkler på gulvet.

- Nå men øhm....vil du så gerne have, at museet ændrer dit navn, så du ikke bare hedder Tollundmanden?

Henrik tænkte lidt. Han rynkede brynene og skød læberne frem og pustede lidt luft ud, mens han lavede en bobbobbob-lyd..

- Narrh, ved du hvad? Henrik er sgu så mainstream. Jeg vil hedde noget sejt! Så nu hvor min tå vender hjem, synes jeg I alle burde kalde mig The Artist formerly known as Footloose.